4. kapitel.
Jeg kom halvt til mig selv. Og mens jeg svævede dér, halvt bevidstløs, halvt vågen, begyndte jeg at spekulere over, hvordan denne historie skulle ende. Skulle jeg vælge den nemme løsning, der ville lyde nogenlunde sådan her:
"Og jeg faldt, og jeg faldt, dybt, dybt ned. Lige til jeg vågnede med et sæt. Sveden haglede ned af min krop, og mit hjerte hamrede, så jeg en overgang frygtede, det ville hamre helt ud af munden på mig. "Var det virkelig så fysisk anstrengende at flyve?" nåede jeg at tænke i et splitsekundt, inden jeg fik kikket mig ordentligt omkring.
Så genkendte jeg mit soveværelse, min seng, gardinerne for vinduet, solen der spillede ind gennem en sprække i stofftet og legede med støvet i luften. Jeg rullede langsomt om på ryggen og forventede at mærke en øm bule dér. Men der var ingenting. Langsomt mærkede jeg efter med hænderne så langt op på ryggen, som jeg kunne. Igen ingenting!
"Øv, så var det hele alligevel bare en drøm!" Jeg smilede lidt, og så stak jeg benene ud under dynen og hoppede ud på gulvet. Jeg var klar til en god søndag i solen."
-nej vel? Vi har jo nok alle en eller anden lille drøm om at kunne flyve, og på en eller anden måde ville jeg jo gerne kunne bruge de dér vinger til noget. Noget med at rede verden og sådan... Man siger, at menneskeheden selv er skyld i, at vi ikke længere har Supermand. Vi har jo fjernet alle telefonboksene, så nu har han ingen stede, hvor han kan klæde om. Og her var jeg med vinger, Supermandsblå jakke og noget der lignede en kappe. Det må der da kunne komme noget bedre ud af.
Nå, det skal der vist tænkes lidt nærmere over. Ind til da lader jeg alligevel den første slutning stå et øjeblik, og så må vi se, om der pludselig skulle dukke en mere fantasifuld slutning op på et senere tidspunkt.
Tak fordi du læste med, og ha´ det nu godt så længe.
Fortsættes måske... :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar