2. kapitel
Jeg sitrede let over hele kroppen, da jeg lagde vægten på foden, der hvilede på stigens nederste trin. Musklerne i min arme spændtes, da jeg langsomt hævede mig op på trinnet. Så stod jeg dér. Jeg spændte igen musklerne i ryggen og prøvede at bevæge vingerne lidt. Men det gik ikke! Det var lige som om,de sad fast! Hvad var nu det? Kunne jeg så alligevel ikke bruge dem til noget? Hvad i alverden skulle jeg så stille op med dem???
Så kom jeg i tanker om, at jeg havde taget min tykke vinterfrakke på, da jeg gik ud. Det var jo på ingen måder varmt trods solens spillen i træernes grene. Frakken hang tungt om min krop, og vingerne var jo spændt fast under dens lodne stof. Åhhh, hvor var der dog meget at tage stilling til, når man havde vinger! Jeg var nødt til igen at gå ned fra stigen og prøve at finde en løsning, så mine vinger kunne komme ud i det fri.
Klædeskabet blev gennemrodet. Sikke meget gammelt tøj, der lå bunket sammen her! Det måtte da kunne lade sig gøre at finde en eller anden klud, der kunne tilrettes, så jeg kunne holde varmen samtidig med, at mine vinger kunne baske frit.
I bunden af skabet dukkede beklædningsgenstande fra en svunden tid, hvor man var farvestrålende og løst påklædt. Kønt var det ikke, men jeg tænkte, at det kunne tjene det gode formål at holde mig varm under min første flyvetur.
Frem af gemmerne trak jeg en broget skjorte. Orange og brune farver vævede sig ind og ud i hinanden i et psykadelisk mønster, som vist kun kunne være fremkommet under påvirkning af et eller andet stærkere end sodavand og almindeligt røgtobak! Her kom en mægtig islandsk sweater, og jeg huskede pludselig, hvorfor en sådan også krævede et såkaldt partisantørklæde af kæmpe dimensioner: Den høje hals i rå uld kradsede så skrækkeligt, at man var nødt til at fore den med snipper af tørklædet for at holde det ud. Heldigvis var tørklædet også intakt med sit sorte og hvide mønster. Sluttelig dukkede en arbejdsjakke af mærket Kansas op. Dyb blå med røde snører i halsudskæringen, størrelse XXXL for at kunne nå ud over den uldne sweater. I et glimt så jeg mig selv iført denne uniform, langt hår, piberygende og med runde briller - jeg brugte ikke briller, men hvad kunne man ikke klare med vinduesglas i stellet? Hvordan man overhovedet med respekt for sig selv kunne gå rundt i ramme alvor og se sådan ud, var mig lidt af en gåde. Jeg trak på smilebåndet over denne tur ned af Memory Lane, og sendte mine hendengangne "andefødder" i kærnelæder en kærlig tanke ved samme lejlighed.
Tilbage i nutiden så jeg på tøjet med nye øjne. Så fandt jeg saks, nåle, garn og sytråd frem. Nu er der aldrig gået en sypige tabt i mig men med dyb koncentration og et ukueligt gå-på-mod, lykkedes det mig at etablerer en sprække på ryggen af alle tre beklædningsgenstande, der var akkurat stor nok til at lirke vingerne igennem. Jeg var stolt og følte mig som Supermand på nye eventyr, da jeg atter begav mig udenfor og med fast blik nærmede mig stigen, der på én gang lokkede og skræmte med sine skinnende trin op mod himlen.
Fortsættes...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar