Dette er ikke en inspireret historie. Det er en lille fortælling om en oplevelse. Den er nok foranlediget af, at min ven Christian er på jagt efter lykken og ønsker at videregive erfaringer om lykke til andre. I den forbindelse spørger ham, om man er lykkelig, og hvis ikke, hvad der skal til for at blive lykkelig.
Jeg ved ikke, om man kan være ultimativt lykkelig. Hele tiden. Nogen siger, at for at kunne mærke og forstå lykke, må man have oplevet det modsatte, ulykken, sorgen, hvad man nu vælger at kalde det.
Jeg synes, man slås med det med at leve lykkeligt det meste af sit liv. Jeg har ikke fundet opskriften endnu, og jeg slås stadig. Jeg fægter med dæmoner, får slået nogle af dem ned, mens andre bliver ved med at finde og genere mig.
Men én erfaring har livet bragt mig: Min lykke har ikke været afgjort af, om jeg har haft et arbejde eller ikke. Det er nok lidt tilfældigt, men mit liv har formet sig sådan, at jeg har haft mange forskellig beskæftigelser og dermed også mange "in betweens". Jeg har arbejdet i vikariater og projekter, tidsbegrænsede stillinger m.m. der alt sammen har betydet, at der også har været mange arbejdsløse perioder. Mange siger, at de ikke kan trives uden arbejde. Og helt ærligt: at have et arbejde er da klart at foretrække. frem for alt giver det identitet og tryghed. Når du ikke har arbejde, er du nødt til at overveje din identitet, og du er nødt til at prioritere i forhold til den lave indkomst. Det med økonomien kan man godt sno sig ud af, hvis man er fornuftig. Jeg tror faktisk, at det værste er det med identiteten. I hvert fald på den lange bane.
Derfor har jeg forsøgt at gøre en dyd af nødvendigheden. Når jeg har været ledig, som nu, har det været ekstremt vigtigt for mig, at jeg har sat mig mål og opstillet opgaver, som jeg har haft lyst til at løse. Nu vil jeg ikke her komme ind på det store arbejde, det faktisk er, at være arbejdsløs, hvis ens tid skal give mening. Men en enkelt lille historie pressede sig på, da jeg i morges udførte én af de opgaver, jeg i denne periode har pålagt mig selv.
Det er en god idé at gøre noget godt for sig selv, når man er ledig. Nu er der jo forskel på, hvad man finder "godt", men for mig er det altid godt gøre noget ved formen. Ikke at jeg nu skal til at træne op til maraton eller iron man. Det har jeg prøvet. Det er ikke at gøre noget godt for mig. Men jeg kan lide at bevæge mig og jeg kan lide at opleve, så det er godt for mig at gå ture i mit smukke nærområde. Og således også denne morgen.
Det var en smuk, kold morgen, indhyllet i rimtåge. Jeg gik over i de nærliggende bakker. Nu kan man gå mange fine ture der. Stierne snor sig mellem de høje bakker, og for oven ser man en blå himmel og en spæd sol, der langsomt hælder farve og lys ned af skrænterne og sætter blus på nedfaldsblade og udgået lyng i mange nuancer.
Men skal der også gøres noget ved formen, må man ty til det, nordmændene kalder "gang i mottbakke". Altså op ad bakke. Jeg har fundet nogle af de gode, stejle bakker, og så er det bare opad 4-5 gange på hver tur. Den første jeg bruger, starter med en lang forholdsvis flad, men alligevel sej stigning, og så ender den i næsten lodret opstigning de sidste 10 meter. Det kan virkelig få gang i blodomløbet. Den snupper jeg lige nogle gange, så er turen ligesom i gang.
Så er det tid til nydning. En lang tur mellem bakker, der tårner sig op i himlen. Mit ansigt nærmest drikker af solens stråler og lyset, der for en gang skyld får overtaget over alle de grå vinterfarver. Tankerne får frit løb, det er mentalhygiejne på højt plan, og jeg bliver på ingen måde forstyrret af naturens lyde omkring mig.
Nu når jeg til "Der er ingen så seje som os"-bakken. "Der er ingen så seje som os, der er ingen så seje som os. De tror, de kan lege, at de er de seje, men der´ ingen så seje som os!" Sådan sang vi, da ungerne var små, og vi nogen gange havde bevæget os ud på lidt længere ture, end deres små ben måske kunne magte. Så blev vejen hjem pludselig meget lettere, og vi var pavestolte, når turen til sidst var gennemført.
"Der er ingen så seje som os"-bakken er uden sammenligning den højest, stejleste, længste og mest ufremkommelige bakke i hele området. Opstigningen snor sig ud og ind i lyngen, nogen steder skal man forcere interimistiske trapper lavet af træstammer af forskellig størrelse, nogle gange træder man på store sten, og af og til går stien bare lodret op i store spring og niveauforskelle.
Mens jeg hiver mig opad, undres jeg over, at jeg dengang for 10-12 år siden tog hele bakken i løb. Hvordan kunne jeg mon overhovedet det? Nå, nu skal man jo nok ikke undervurdere, at det ud over de 10-12 år, også er 10-12 kilo siden. Og man er jo heller ikke blevet yngre! Nu må turen op bides over i mindre bidder. Jeg må stoppe op, bøje mig fremover og sætte hænderne på knæene, mens lungerne arbejder som blæsebælge akkompagneret af høje hvin, støn og rallen. Sveden springer ud på panden, og mine blodsprængte øjne truer med også at springe. Det er på sådanne tidspunkter, at man virkelig føler at man lever!!! Eller noget!!!
Det er ikke for ingenting, at bakkens opstigning er lang. Den fører op til det højeste punkt i Rebild Bakker, så... Og når man endelig, halvdød eller halvlevende, som man nu ser det, når op på toppen, må man sande, at det er anstrengelserne værd. Får her åbenbares den smukkeste udsigt, man kan forestille sig. Bakkerne duver omkring én, som havets store, dovne bølger efter en storm. Der er lige blevet trimmet i området, så bakkerne fremstår nøgne, bløde og runde som en kvindes former. Nå ja, ikke at jeg har studeret dette sådan helt tæt på, men sammenligningen forkom nærliggende. Fra bakkerne strækker sig et kæmpe område sig. Åløb, kilder, Gravlev Sø med et fantastisk fugleliv. Så smukt at betragte.
Mens jeg står der og nyder dette syn, mens min puls langsomt finder et mere normalt leje, og blodet stadig bruser i kroppen, tror jeg, jeg oplever et øjeblik af lykke. Det føles intet mindre end vidunderligt at stå sådan og mærke, føle, sanse. Ikke bare det, der omgiver mig, men også mig selv. Jeg synes, jeg ind i mellem mister mig selv af syne i min hverdag. Jeg mister mit fokus. Hvad er det jeg vil, hvad er det, der skal til, for at jeg føler, at det hele giver mening? Det er på ture som denne, at jeg opleve en form for mening. Det betyder ikke, at jeg går rundt og er evig lykke, men det fylder mig med taknemmelighed over at være i live, over at have det godt og over stadig at kunne opnå oplevelser som denne.
Jeg glæder mig allerede til næste tur, både de smukke øjeblikke og pinslerne op ad bakke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar