3. kapitel
Den mægtige Supermand, jeg følte mig som, da jeg gik ud af hoveddøren, svandt langsom ind til Hobbitstørrelse, da jeg nærmede mig stigen for anden gang. Havde jeg for lidt siden syntes, at partisantørklædet antog dimensioner af en Supermands kappe, virkede den nu som et latterligt lille lommetørklæde, som jeg gik der, en blanding af Janis Joplin og en afdanket landmand.
Jeg kikkede skælvende op mod tagryggen på mit hus, der pludselig syntes højere end Empire State Building. Nu skulle det være. Jeg satte igen en fod på det nederste trin, greb fat om stigen med begge hænder og hev mig langsomt opad. Ét trin af gangen. Langsomt, jeg rystede over hele kroppen. Fik jeg forresten nævnt, at jeg lider af højdeskræk?
Nu nærmede jeg mig enden af stigen. For en sikkerheds skyld prøvede jeg lige at baske forsigtigt med vingerne. Mit hjerte sprang et slag over - jo, de virkede, jeg var lige ved at lette fra stigen, hvilket jo på ingen måde var planen.
Jeg greb fat i tagrenden med begge hænder og blev overrasket over, hvor kold den var. Det var lige før mine krampagtigt krummede fingre frøs fast, så jeg skyndte mig at sætte begge fødder på det øverste trin på stigen, så jeg kunne hæve mig yderligere op, og få fat i de trin på taget, som skorstensfejeren bruger, når han skal helt op til skorstenen. Jeg lagde mig fladt på maven og trak mig langsomt op mod tagryggen, trin for trin.
Mens jeg nu lå der og kæmpede med tyngdekraften, højdeskrækken, tvivlen med meget mere, hørte jeg pludselig lyden af en bilmotor. Jeg drejede forsigtigt hovedet uden at miste balancen. Da så jeg vores bil køre ind i indkørslen. Jamen, for pokker, han skulle jo ikke komme hjem før i morgen, manden! Hvad nu? Det kan godt være, at jeg led af højdeskræk, og at tvivlen nagede i forhold til, om mine nye vinger kunne bære mig på en flyvetur. Men tanken om at blive opdaget overskyggede langt dette. Hvor pinligt ville det ikke være at blive set dér på taget, iført en kostume, der afgjort gjorde sig langt bedre 40 år tidligere, og med lange lyserøde vinger strittende ud fra ryggen? Angstens sved sprang frem på min pande.
Måske matchede farven på min blå Kansas-arbejdsjakke Supermands stramme trikot, men lige nu var jeg reduceret til en blå flad pandekage uden det mindste indtryk af noget helteagtigt. For i et desperat forsøg på at undgå at blive afsløret i mit flyveforehavende, trykkede jeg mig ind mod tagets røde teglsten og håbede inderligt på, at manden ikke ville få øje på mig, når han nærmede sig huset.
"Is it a bird? Noooo. Is it a plane? Noooo. It´s SUPERMAN!!!" lød det så nede fra indkørslen efterfulgt at en høj latter. Jeg genkendte min mands stemme uden problemer. "Hvad Fanden laver du deroppe?" spurgte han så. "Øhhh, jeg tjekker lige, om skorstenen sidder ordentlig fast. Jeg synes, den vippede lidt, da det stormede forleden!" fremstammede jeg forlegent. "Det behøver du ikke, skorstensfejeren var der i går, og han meldte, at alt er i orden. Men sig mig, hvad er det der på din ryg?"spurgte manden nu nysgerrigt.
Min hjerne arbejdede på højtryk, mens jeg forsøgte at finde en god forklaring på mine nye vinger. Jeg var omkring "Afprøvning af karnevaslskostume", "Jeg er blevet til en engel", "Jeg har leget med undulaten nede i stuen, og pludselig skete dette" samt meget mere, alt imens jeg forsøgte at vinde tid ved at kravle højere op på taget, så jeg til sidst lå på knæ på selve tagryggen.
Dette sidste skulle jeg nok ikke have gjort, for da jeg forsigtigt kikkede ned, kunne jeg mærke min højdeskræk få overtaget, og en voldsom svimmelhed skyllede ind over mig som havet ved Titanics forlis. Jeg nåede ikke videre i min tankerække og slet ikke at svare, før jeg mærkede taget forsvinde under mig. Øjeblikket efter befandt jeg mig i frit fald, og jeg følte det som om, jeg var passager i verdens største og farligste rutschebane. Det sidste jeg så, var min mands vidt åbne mund og det vantro blik i hans øjne. Så mistede jeg bevidstheden.
Fortsættes...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar